Men en betingelse for at skrive objektiv historie må i det mindste være, at man mestrer sprogets facetter. Jeg tænker her bl.a. på Broder Schwensens håndtering af begreberne genforening og indlemmelse. Indlemmelse er en statshandling, der indeholder et moment af voldelig fratagelse, genforening er en folkehandling, der betyder selvvillet hjemkomst efter udlændighed. Efter den blodige erobringskrig i 1864 indlemmede Prøjsen det gamle danske land Slesvig uden at spørge befolkningen. Ved Nordslesvigs genforening med Danmark i 1920 var der tale om en frivillig hjemvenden efter en folkeafstemning.

Oprindeligt dansk land

Angående landet Slesvigs status gennem tiderne har den været broget og præget af dansk forsømmelighed for ikke at sige ligegyldighed. Men at der er tale om gammelt oprindelig dansk land, er uomtvisteligt. Hvorfor ellers den danske grænsevold Danevirke, hvorfor de mange danske sted- og personnavne, hvorfor dansk arkitektur - gå blot en tur i Flensborg eller Frederiksstad - hvorfor Hedeby og Slesvig med Holmen osv. osv.
Hvad befolkningen i hele Slesvig angår, skelnede man under fremmedherredømmet mellem de indvandrede altyskere, embedsmænd og funktionærer, og den indfødte grundbefolkning. Det var blandt disse striden mellem dansk og tysk fortrinsvis stod. Der var de danske og de hjemmetyske, men de tilhørte alle den oprindelige befolkning. Skulle der derfor være sket dem deres fulde ret, skulle folkeafstemningen i 1920 have fundet sted fra Kongeåen til Ejderen som gammelt dansk land, og derfor skulle det have været tyskerne og ikke danskerne, der på fremmed grund skulle stemme om nationalt tilhørsforhold. I stedet blev som bekendt Slesvig delt på forhånd, hvilket skete 9. oktober 1918 på H.P. Hanssens hotelværelse i Berlin efter rådgivning af magister H. V. Clausen.
Nordslesvig skulle stemme en bloc, Mellemslesvig distriktsvis, hvis de udtalte ønske om at stemme - og Sydslesvig kom slet ikke på tale i den sammenhæng. At man stemte om nationalt tilhørsforhold er ikke en påstand, men en kendsgerning, der fremgår af samtidens vidner.

Stemmer udefra

Når Broder Schwensen nævner uretfærdigheder m.h.t. stemmeberettigelsen, er det rigtigt, men i den forstand, at mange ikke-bosatte altyskere takket være uransagelige fejl i stemmeretsreglerne var berettiget til at komme og stemme, blot de var født i Slesvig og var fyldt 20 år. Det betød bl.a., at henved 15.000 sådanne strømmede til fra alle dele af Tyskland, fordi de var født under faderens afgrænsede embedsperiode i Slesvig.
De mange militære og civile embedsmænds og funktionærers børn var således med til at bestemme Slesvigs fremtidige tilhørsforhold, hvorefter de atter forlod landet, måske for evigt. De henved halvandet tusinde udviste danske nordfra kunne langtfra opveje dette. Nogle eksempler:
Holnæs 35 bosiddende, 41 tilrejsende. Barderup 48 bosiddende, 52 tilrejsende. Frørup 80 bosiddende, 111 tilrejsende. Kruså otte bosiddende, 14 tilrejsende. Munkbrarup 62 bosiddende, 84 tilrejsende. Oversø 81 bosiddende, 83 tilrejsende.

Revisionstanken

At interessen for Nordslesvigs genforening med Danmark ikke eksisterer i det nuværende Tyskland, kan vi tage os let. Men sådan har det ikke altid været. Grænserevisionstanken har spøgt lige siden genforeningen i 1920 og op til den nuværende mere fredelige sameksistens.
Hitler udtalte, at Kongeå-grænsen skulle flyttes. Man kan jo mene, hvad man vil, og derfor er vi også mange, der stadig fastholder en nationalpolitisk indstilling, der udmærket skulle kunne forenes med samarbejde tværs over grænsen.
Men at stile mod en tilstand, hvor nationalitetsfølelse ingen rolle spiller, må betegnes som utopi, og det er en absurd tanke at ville bruge historien politisk i dette øjemed. At være dansk kan udmærket forenes med at være europæer; hvad man jo automatisk er.
Ideen med at tage "de blakkede" som forbillede er eksempel på den omsiggribende udfladning, hvor alt bliver "lige fedt", ligegyldigt og karakterløst. Det er efter min mening en særdeles farlig tendens, der kan berede jordbunden for helt andre tiltag.