En lille status set nordfra    (08.07.2002, KRONIK i Flensborg-Avis, S. 19)

Status. Det undrer mig, at sydslesvigerne har brugt så megen tid på at diskutere mindretallets strukturelle forhold. Er det virkelig så indviklet at få stablet en lidt mere enkel og lidt mere samlende struktur på benene? Er der i virkeligheden nogen, der sidder og lurer på nogen andre, spørger kronikøren.

Jeg vil gerne lave en lille status på baggrund af mine iagttagelser i Sydslesvig gennem 20 år:

Det forbløffende er, at der overhovedet er noget at tale om. Gad vide om de havde forestillet sig det hin julidag i 1920 ved Frederikshøj og dagen efter på Dybbøl Banke. Hvad tænkte Christian på hesten og Niels Neergaard på talerstolen i de dage?
Hvad er det så, der er så forbløffende? Det er viljen til at holde fast. Viljen til at præstere det kunststykke, det må være at vedkende sig dansk identitet og tænkemåde samtidig med, at man er borger i det store, dominerende Tyskland. Det må skyldes, at man ikke kan lade være. For sagen er jo, at man bare kunne lade være. Ingen forlanger bekendelse til det danske, ingen tvinger nogen, og man mister ingen rettigheder ved at forlade mindretallet, og man opnår ingen særlige fordele ved at bekende sig til mindretallet.

Hvad er grunden til, at danskerne stort set lever i fuldstændig uvidenhed om mindretallets tilværelse i Sydslesvig?
Hvis man antaster de berømte "tilfældige danskere" på lørdagsindkøb eller i sommerhusene og spørger dem, hvad de forbinder med det danske mindretal i Sydslesvig, får man tågede svar.

Et paradoks
Det et et paradoks: På den ene side danskernes manglende viden om historiens forløb og på den anden side en opfattelse af, at "et der med Sydslesvig" vist netop er noget med historien, det er noget med Dannevirke, Hedeby, Dybbøl og Slesvig Domkirke.
Er det ikke ligegyldigt? Jeg mener ikke, det er ligegyldigt. Hverken for os nordfra eller for det danske mindretal. Når det nu går så godt i Sydslesvig, når de danske og tyske tilskud falder år efter år, og når en kreds af mennesker nord for grænsen ved noget om tingene, er det så ikke nok? Alle kan jo ikke være optaget af alt muligt!
Det er et problem for os nordfra. Men det er i meget høj grad et problem for det danske mindretal. Dels er der en politisk baggrund: Den danske stat bevilger det årlige tilskud til mindretallet. I mange år har bevillingen ikke givet anledning til diskussion overhovedet. Baggrunden er den, at der i alle Folketingets partier er nogle, der ved, hvad dette her drejer sig om.
Men bevillinger, der skal gennem det politiske system, kræver folkelig opbakning. Det kræver, at danskeren af og til hører, ser og læser om arbejdet i Sydslesvig og derigennem får forståelse for bevillingens betydning. Jeg lægger på ingen måde op til noget drama. Jeg tror ikke, der er akut fare for de danske statspenge til mindretallet. Jeg siger bare: det er ikke nok, at en lille kreds ved, hvad mindretalsarbejdet syd for grænsen går ud på.
Men så er der også en anden side af dette her. En mere ideologisk side: Der er i Danmark ikke noget, som i disse år er mere populært end "danskhed". Alle taler om det, alle vil "styrke danskheden", og mange vil gerne tage patent på den og gøre sit til danskhedens sande vogtere.
Nu er der jo ikke noget så dejligt som "danskhed". Det farlige består i, at man bruger danskhedsbegejstringen vendt mod andre. At det bliver til selvfremhævelse på bekostning af andre kulturer, hudfarver og religioner. Det er på baggrund af danskhedsdiskussionen, jeg mener, at det danske mindretal i Sydslesvig kan være et korrektiv til det, der siges nord for grænsen. I Sydslesvig behøver I jo ikke særlig undervisning i, hvad det vil sige at holde fast ved det danske samtidig med, at man er borger i det tyske samfund.

Vi må have hjælp
Men kendskabet til det danske mindretal må øges hos den almindelige dansker. Dels af politiske grunde og dels af folkelige, kulturelle grunde.
Det er helt tosset, at der lige uden for danskernes hoveddør befinder sig et stort, livskraftigt dansk mindretal, som kunne være til betydelig inspiration for danskerne og deres danskhedsforståelse, men som ingen ved en snus om. Vi, der nord for grænsen, er optaget af disse ting, ganske enkelt ikke kan klare den sag alene. Vi synes selv, at vi i Grænseforeningen gør en rimelig indsats for at oplyse, informere og undervise, men vi har meget svært ved at komme ud med vort budskab. Vi må have hjælp.

Ikke nok med festtaler.
Og det er ikke nok at få nogle orkestre, kor og sagesløse folketingsmedlemmer til årsmøderne i Sydslesvig. Det er ikke nok med festtaler. Vi bliver nødt til i fællesskab at overveje den sydslesvigske oplysning til danskerne. Hvor tit ser man en artikel i en dansk avis om arbejdet i mindretallet, hvor tit skriver en ledende sydslesviger en kronik eller et indlæg i en dansk avis, hvor er tv og radio henne (når der altså ikke er ballade). Hvor er det sydslesvigske oplysningsarbejde i hovedstaden henne? Grænseforeningen og Sydslesvigsk Forening skal i fællesskab tage fat på denne sag. Det handler også om økonomi. Vi skal jo have råd til at gøre en indsats. Jeg deltager gerne i forsøg på at skaffe penge til formålet.
Men danskernes uvidenhed om Sydslesvig kender ingen grænser. Sydslesvigerne bærer et medansvar for, at det forholder sig sådan.

Er det så svært?
Side to i Flensborg Avis må lægge spalter til meget. Det er godt. Det er netop diskussionerne og meningsforskellene, der nærer livet i mindretallet. Så generelt hører jeg ikke til dem, der kritiserer avisen for at optage alt muligt. Det er derfor, avisen er der. Men jeg kan da godt ind imellem savne, at man får sagt amen.
Det undrer mig, at man har brugt så meget tid på at diskutere mindretallets strukturelle forhold. Er det virkelig så indviklet at få stablet en lidt mere enkel og lidt mere samlende struktur på benene? Er der monstro nogen, der sidder og lurer på nogen andre? Er der også en række små kongedømmer, der ikke er meget for at give afkald på selvbestemmelsen i stort og småt? Er der i virkeligheden også i Sydslesvig nogen, der gerne vil tage patent på den rette opfattelse af tingene?
Jeg kender ikke så meget som antydninger af et svar på disse spørgsmål. Jeg siger bare, at sådan ser det somme tider ud. Og jeg tænker også ind imellem: Alle de mange med ledelsesansvar i Sydslesvig, alle dem, der knokler for at få det hele til at fungere, har de ikke også krav på, at diskussionerne afsluttes så man kan koncentrere sig om arbejdet?

Et overflødigt spørgsmål
Det har undret mig, at enkelte sydslesvigske høvdinge har genoptaget diskussionen om grænsedragningen. Det kan godt være, at den berygtede Thorkild Kjærgaard har den opfattelse, at det var en "fejltagelse" at Sydslesvig ikke blev genforenet med Danmark efter Anden Verdenskrig. Og det kan også godt være, at han synes, at arbejdet syd for grænsen ligner et "loppecirkus". Men at lade disse mærkværdige udtalelser være baggrunden for på ny i Sydslesvig at rejse diskussionen om en grænseændring og åbent at diskutere det helt overflødige spørgsmål om sydslesvigerne har givet afkald på deres selvbestemmelsesret, det forstår jeg ganske enkelt ikke. Jeg kan garantere for, at inddrages den slags spørgsmål i en mere målrettet oplysningskampagne nord for grænsen vil det medføre betydelig hovedrysten.
Det ligger mig fjernt at slå mig til ridder på at gentage vendingen "grænsen ligger fast". Det er lige på kanten af det populistiske. Men man skal selvfølgelig hele tiden overveje, hvor relevante de diskussioner, man begiver sig ind i, nu også er både syd for grænsen og nord for grænsen. Der vil ikke være mange nord for grænsen, der har den opfattelse, at de danske bevillinger skal følges op af nye drøftelser om grænsedragning og selvbestemmelsesret. Bevillingernes begrundelse er et helt selvfølgeligt håndslag til et fortræffeligt arbejde i det danske mindretal i Sydslesvig. Ikke mere. Og heller ikke mindre.

Torben Rechendorff er formand for Grænseforeningen og medlem af Femmandsudvalget for sydslesvigske anliggender. Kronikken er et uddrag af den tale, han holdt ved det danske årsmøde på Kobbermølle danske Skole den 31. maj.